Hypnosebehandling virker og holder
Uddrag fra Bobby Zachariaes bog “Opskriften på et langt liv”.
Hypnose har vist sig at være en særligt effektiv psykologisk teknik i forhold til såvel fysiske som psykiske problemer og er også blevet anvendt i behandling af overvægt. En gruppe amerikanske forskere har gennemgået en række af de mest pålidelige undersøgelser af psykologisk behandling af overvægt for at se, hvor effektive disse teknikker er. Deres resultater viste, at psykologiske behandlingsteknikker var mere effektive når de blev kombineret med hypnose, end når de blev anvendt uden hypnose. De fandt, at deltagere, der modtog hypnosebehandling mod overvægt, tabte sig i gennemsnit dobbelt så meget som deltagere, der modtog psykologisk behandling uden hypnose. Personer, der havde deltaget i psykologisk behandling uden hypnose, tabte sig i gennemsnit 2,74 kg, mens personer, der havde deltaget i hypnosebehandling tabte sig 6,74 kg. Andre undersøgelser har endvidere vist, at hypnosebehandlingen holder længere.